Bo & Bo har styr på Unghestechampionatet
Det er en erfaren duo, som dømmer Unghestechampionatet i springning, Bo Kristoffersen og Bo K. Møller er igen dommere, når hestene vises under egen rytter
Bo K. Møller (tv) og Bo Kristoffersen har stor erfaring som dommere i Unghestechampionatet i springning. Foto: Ridehesten.com
Det er den nuværende landstræner i springning Bo K. Møller og tidligere landstræner Bo Kristoffersen, som er dommere i Dansk Hesteforsikrings Unghestechampionat i springning. Der er udtaget 40 heste fra Egenthedstesterne i oktober/november måned, og de nu 5-årige heste skal først springe to gange under egen rytter inde i KRAFFT Arena M, og herefter mødes de 20 bedste i en finale. I finalen rides hestene af testrytter Konstantin Deeken Künnemann. Det er første gang Konstantin skal fungere som testrytter til Unghestechampionatet, men han er ikke ukendt med jobbet, idet han har været testrytter på springhingstenes materialprøve.
- Jeg syntes det er store sko at fylde, men jeg glæder mig helt vildt, indleder Konstantin Deeken Künnemann, og han fortsætter: - Det bliver en oplevelse, og jeg har meget respekt for opgaven, og sætter meget stor pris på at blive spurgt.
De 20 finalister er fordelt på to heat lørdag og søndag.
Ridelighed vægter højt
Bo K. Møller og Bo Kristoffersen skal se rytterne springe den samme bane, som de har sprunget til Egnethedstesten. De skal ride banen to gange, med en lille skridtpause imellem de to springninger.
- Vi vil gerne se heste i en god selvbalance, indleder Bo K. Møller, og han fortsætter: - De skal springe med et godt overblik, og så vil vi naturligvis gerne se, de springer med god kapacitet. Vi vil gerne se, at hesten viser de rigtige reflekser, selvom det ikke er helt udviklet endnu på de unge heste.
- I den moderne springning er det vigtigt, at de viser, de gerne vil lade sig ride. Ridelighed er vigtigt i dag, understreger Bo, men, uddyber han, der er jo ingen af delene, som kan stå alene. Den kan være nok så ridelig, hvis den ikke kan springe forhindringerne, er man lige vidt. Men ridelighed og kapacitet er det, som er mest vigtig for en ung hest, hvis jeg skal pege på nogle af de elementer, som indgår i det samlede indtryk af hestens kvalitet. Teknikken kan man arbejde på at forbedre gennem træningen og uddannelsen. Og så er heste på denne alder sjældent helt færdigudviklet i deres teknik.
Sidste års vinder af Unghestechampionatet Utzon AIS og Iben Just Madsen. Foto: Ridehesten.com
I forhold til den ridning og fremvisning dommerne vil se udtaler Bo: - Vi vil gerne se, at hestene går for så lette hjælpere som muligt. De skal gå i en god selvbalance, og da vi kun godkender meget få bidtyper, betyder det, at rytterne er nødt til at lave et godt grundarbejde med hestene, for at de reagerer som ønsket på helt almindelig optømning. Derfor har vi gennem årene set heste, som er godt uddannede i championatet. Man skal huske på, understreger landstræneren, at i Danmark er vi kendt for at være gode til at uddanne hestene. Vi er ikke et land, hvor man blot skifter bid til en skarpere model, som i nogle andre lande. Det er meget vigtigt, vi fastholder dette. Vi skal være gode til at uddanne hestene, fordi vi er dygtige ryttere.
I forhold til tempoet ønsker dommerne at se, at rytterne finder et passende grundtempo, hvor hesten går i balance rundt på banen, og kan springe de relaterede afstande med det ønskede antal galopspring.
Den velkendte bane, som er brugt gennem mange år til bedømmelse af ungheste, har vist sig at fungere rigtig godt til formålet, understreger Bo, og banen giver hestene en god start, fordi det er en velkendt bane, og hestene ikke er alene i hallen, der er to heste på banen ad gangen. Han fortæller, at de oplever, at hestene løser opgaven med tillid, hvilket er vigtigt for deres videre karriere i sporten.
Den anden bedømmelse finder sted torsdag aften, hvor kravene er strammet med en forhindringshøje på 115 cm. Det er en lidt længere bane, som dog har samme grundplan, som den velkendte fra Egnethedstesterne. Også her vil dommerne knytte en kommentar til bedømmelsen.
Bo K. Møller var gennemgående dommer ved Egenthedstesterne, og han glæder sig over udviklingen af springhestene herhjemme. – Vi har aldrig tidligere haft så mange som nu, der har fået over 800 points ved Egenthedstesterne. Hestene har virkelig udviklet sig positivt, slutter han.
Om Unghestechampionatet
Billetsalg
Udtagne heste til Unghestechampionatet