Cathrine og Freestyle er klar til Five Star Dressage
Det bliver vildt interessant at følge ekvipagerne i ECCO Five Star Dressage – og nu har Cathrine Laudrup-Dufour breaket, at hun kommer til start med MSJ Freestyle!
Det bliver et herligt gensyn med Cathrine Laudrup-Dufour og MSJ Freestyle i ECCO Five Star Dressage i Herning. Foto: Ridehesten.com
- Vi glæder os helt vildt meget til at komme til Herning endnu engang, siger Cathrine Laudrup-Dufour i dag, hvor hun offentliggør en stor nyhed: Hun tager sin OL- og EM-partner Mount St. John Freestyle med til Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning fra den 4. – 8. marts.
Cathrine og Freestyle skal deltage i stævnets største og mest præstigefyldte dressurklasse: ECCO Five Star Dressage. Konkurrencen, der afvikles på 5-stjernet niveau, er sammen med World Cup küren i Herning i oktober, de højest rangerede dressurklasser man kan ride på dansk grund.
I Herning rider rytterne i ECCO Five Star Dressage to gange. Fredag eftermiddag, lige inden Gallashowet er det Nordentoft Grand Prix og lørdag eftermiddag lige inden Gallashowet er det ECCO Grand Prix Freestyle (Kür). I det hele taget er der masser at opleve for dressurinteresserede fredag og lørdag. Se hele programmet her: Program
Der er tradition for at publikum skaber en fantastisk stemning inde i Jyske Bank Boxen, når dressurrytterne er på banen. Foto: Ridehesten.com
ECCO Five Star Dressag blev afviklet første gang i 2020 – her hed vinderen Cathrine Laudrup-Dufour og Bohemian, den sejr gentog de i 2022 efter vi i 2021 ikke havde Hingstekåring i Herning grundet covid-pandemien. Nanna Skodborg Merrald og avlshingsten Blue Hors St. Schufro nuppede sejren i 2023, og så kom Cathrine stærkt tilbage med to forrygende ridt på MSJ Freestyle i 2024, hvor de sejrede. Sidste år var Cathrine ikke til start, og det lykkedes ikke for Cathrines landsholdskolleger at komme forbi den tyske OL-rytter Dorothee Schneider og Dayman. I år er Cathrine og Freestyle heldigvis tilbage i Herning, og Cathrine er klar til at tage kampen op mod det, der ser ud til at blive det stærkeste felt til dato i ECCO Five Star Dressage.
Cathrine fortæller om Free: - Hun har haft en lille pause i december og starten af januar, og nu starter træningen igen. Så det næste store bliver Herning Hingstekåring, og vi glæder os vanvittigt. Jeg håber at se så mange af jer som overhovedet muligt. Og at vi sammen kan få nogle fantastiske oplevelser!
Vi glæder os også helt vanvittigt, Cathrine!
Køb billetter til Dansk Varmblods Hingstekåring med meget mere her: Dansk Varmblod - Online billetsalg