Daniel Bachmann Andersen: ''Det her er den bedste hest, jeg har testet indtil nu''

''Jeg er lidt forelsket i denne her hest, han føles som en kommende Grand Prix-hest,'' sagde Daniel Bachmann Andersen, da han sad i sadlen på Jackson M under 2. og sidste del af fremmedryttertesten ved Blue Hors Unghestechampionat i dressur. 

Daniel Bachmann Andersen ogJackson M som fik Hestens værns Championatspris. Foto: Ridehesten.com

Inden vinderen af Blue Hors Unghestechampionat i dressur 2026 kunne kåres, skulle testrytter Daniel Bachmann Andersen søndag morgen teste yderligere 12 5-års heste i Jyske Bank Boxen. Publikum var endnu engang mødt talstærkt op for at høre Daniel forklare, hvad han følte, når han skulle vurdere de unge hestes individuelle styrker og svagheder. 

Særligt én hest imponerede Daniel under dagens fremmedryttertest - faktisk så meget at hesten også blev hædret med Hestens Værns Championatspris. ''Det her er den bedste hest, jeg har testet indtil nu,'' sagde Daniel, da han sad i sadlen på Jackson M (Jovian/Fürstenball). Daniel fremhævede blandt andet Jackson M's gode løft, sving og regulerbarhed i alle gangarter. ''Jeg er lidt forelsket i denne her hest, han er fantastisk at ride. Han føles som en kommende Grand Prix-hest,'' sagde Daniel blandt andet. Jackson M, der blev fremvist af Helle Emborg Bønnelycke, blev derfor (som den eneste hest i unghestechampionatet) belønnet med topkarakterer: et 10 tal for både ridelighed og kapacitet. ''Meget spændende hest med et stort potentiale for fremtiden,'' afsluttede Daniel. 

Jackson M blev dagens absolutte topscorer. Efter ham fulgte følgende 3 heste, der alle blev belønnet med karakteren 8,5 for både ridelighed og kapacitet: Stenkærgårds Plasini (Janeiro Platinum/Uphill), Atterupgaards Darla (Iron/Franziskus) og Hamiltions Jazzmaster (Jameson RS2/Dante Weltino). Om Stenkærgårds Plasini, som blev redet af Josefin Nilsson, sagde Daniel blandt andet: ''Hesten reagerer effektivt på hjælpen. Hun har en god motor og en dejlig op ad bakke-tendens.'' Om Atterupgaards Darla, fremvist af Selina Solberg Vittinghus, bemærkede Daniel: ''Hesten har en let kontakt på tøjlen og en god mekanik. Hun er quick, til tider næsten for quick.'' Katrine Kraglund præsenterede Hamiltons Jazzmaster, om hvem Daniel blandt andet sagde: ''En positiv hest, der gerne vil arbejde. Kan blive lidt uens i kontakten, men lader sig hurtigt rette. En hest med den rette arbejdsindstilling.'' 

Med afslutningen på 2. del af fremmedryttertesten var det således tid til at kåre en vinder af Blue Hors Unghestechampionat i dressur 2026. Vinderen blev Evo Ivy Blue (Iron/Fürst Heinrich) og Anne-Mette Strandby Hansen, som her i Herning har været i front lige fra første færd. Evo Ivy Blue blev i 1. del af fremmedryttertesten belønnet med 9,0 for ridelighed og 10 for kapacitet. Om den kraftfulde hoppe sagde Daniel blandt andet: ''God mekanik og godt sving. Hun måtte gerne stå i min stald.'' Med et 10 tal for både ridelighed og kapacitet opnår Jackson M med Helle Emborg Bønnelycke i sadlen en 2. plads i årets unghestechampionat foran Versace Gold (Vitalis/Blue Hors Zack) og Karin Nissen, der blev belønnet med 9,5 for både ridelighed og kapacitet ved fremmedryttertesten. Om Versace Gold sagde Daniel blandt andet: ''En positiv hest med godt sving og god bæring.''

Versace Gold og Karin Nissen under æresrunden

De publikummer, der overværede årets fremmedryttertest kunne forlade Jyske Bank Boxen med en lærerig oplevelse. Daniel opfordrede efter en forbilledlig testridning til nærvær, når vi er sammen med vores heste: ''Hesten fortjener, at vi er tilstede i nuet, når vi rider. Heste har et ekstremt følsomt nervesystem, de kan altid mærke, hvordan vi har det, når vi rider. Vær den bedste version af dig selv, når du rider, det fortjener vores heste!''

Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram