Dannebrog til tops i Boxen
Det lykkedes hele fire danskere at ride fejlfrit, så der var spænding helt til det sidste for det danske publikum i FENDT CSI3* Big Tour i 150 cm
Man skulle tidligt op og besøge Jyske Bank Boxen, hvis man ville se dagens største springklasse. Kl. 8.00 startede FENDT CSI3* Big Tour i 150 cm, hvor 94 ryttere skulle kaste sig over banen designet af Britiske Mark Mcgowan og danske Christian Eilschou Holm som assisterende banedesigner. Alle ryttere ryttere der red fejlfrit fik adgang til omspringningen, og det lykkedes 20 ryttere at ride fejlfrit.
Hovedrunden bestod af flere svære linjer og en trekombination, hvor rytterne var nødt til at ride korrekt for at komme hele vejen ud over bagkanten på det sidste element. Med kun 20 fejlfrie ud af 94 ryttere, vidner det også om at banen krævede sit, for at man red fejlfrit.
Det lykkedes hele fire danskere at ride fejlfrit, så der var spænding helt til det sidste for det danske publikum.
Det lykkedes ikke den første rytter i omspringningen at ride fejlfrit, og så var der allerede spændning at spore hos publikum. Det blev tid til en dansk favorit. Andreas Schou kom ind med Billy Matador e. Billy Mexico/Animo, og det lignede et stærkt resultat da han krydsede mållinjen fejlfrit i tiden 34,79 sekunder. Det skulle også vise sig at være rigtigt godt, da det lykkedes hele fire ryttere at lande mellem 34 og 35 sekunder – dog skilte en enkel rytter sig ud på dette punkt. Lige efter Andreas Schou fulgte Alexa Stais med Chad Blue PS e. Chacco-Blue/Sandro Boy der stoppede tiden på 35,06 sekunder og altså kun 0,27 sekunder langsommere end Andreas Schou
Herefter fulgte et par ryttere, hvor der faldt lidt bomme, før der kom endnu en dansker. Denne gang var det Anne-Kristine Rie Truelsen og Quemoy KT e. Quidam’s Rubin/Saccor, og sikke en tur! Det var lige så nakkehårene rejste sig og publikum de både gispede og hujede hele banen rundt. Anne-Kristine tog alle chancer, og Quemoy KT svarede ved at give alt, hvad han havde i sig. Da tiden stoppede på 32,18, og man havde set hendes vanvittige tur, så kunne man godt se at den blev svær at slå. Det skulle vise sig, at der slet ikke kom nogen i nærheden af denne fantomtid.
Men klassen var ikke slut endnu, så spændingen om hvem der vandt var endnu ikke afgjort. Der fulgte flere ryttere, som gjorde gode forsøg, og for nogle gav det bomme. Den næste fejlfrie var Lennert Hauschild med Chino 29 e. Cellestial/Leo von Faelz, og med en tid på 34,61 sekunder skulle det vise sig at række til en fjerdeplads.
En rytter der allerede har haft stor succes under dette stævne er Diarmuid Howley. Han vandt i går CSI3* Big Tour, men i dag var han ikke hurtig nok til at placere sig helt i toppen.
Den næste dansker var Zascha Nygaard Lill med Calato 9 e. Chambretto GT/Contendro I. Det er ikke mere end få uger siden, at det lykkedes Zascha at vinde en 4* Grand Prix i Sentower Park, så det er med masser af selvtillid at hun kunne ride ind i dagens omspringning. Selvtillid var der nok af, og med en fejlfri tur med en tid på 34,33 sekunder skulle det være nok til en foreløbig andenplads, der endte i en utrolig flot tredjeplads. Det blev hollandske Henk Frederiks der med Impian D e. Bubalu VDL/Lux Z der lige fik kilet sig ind i mellem Anne Kristine Rie Truelsen og Zascha Nygaard Lill, da han fik stoppet tiden på 34,22 sekunder.
Sidste dansker på banen var Torben Frandsen med Goldeneye e. Back Gammon/Unistar, men en enkel bom på sidste spring var deres afslutningen på en ellers flot omspringning. Rolf-Göran Bengtsson var sidste rytter på banen, og han er kendt for også at kunne ride stærkt. Men da han rev omspringningsbanens fjerde spring, var det sikkert og vist at vi havde fået en dansk sejr til Anne-Kristine Rie Truelsen, efterfulgt at to flotte placeringer til yderligere to dansker – på en tredjeplads Zascha Nygaard Lill og på en femteplads Andreas Schou.
Start- og resultatlister