48 dressurheste kommer til start i Blue Hors Unghestechampionat inde i Jyske Bank Boxen onsdag eftermiddag. Det er Susanne Baarup Christensen og Isobel Wessels fra Storbritannien, som dømmer ekvipagerne i den første afdeling. Hestene bliver præsenteret 3 ad gangen med egen rytter, og rider efter anvisning fra dommerne i alle tre gangarter.
På anden-dagen, torsdag, rider rytterne igen i Jyske Bank Boxen fra kl. 11.15. I denne bedømmelse er de på banen 2 ad gagen med egen rytter, og rider igen efter anvisning. Foruden at bedømme hestenes gangarter gives også karakterer for ridelighed og kapacitet. Dommerne kommenterer hver enkelt rytter efter endt bedømmelse. Herefter bliver det rigtig spændende for de 21 bedst placerede heste får adgang til finalen, som er en testrytterbedømmelse. De resterende heste bedømmes endnu engang i en trøstfinalen, hvorfra de tre bedste får adgang til testrytterdelen.
Guldvinder tester hestene
Det er Cathrine Laudrup-Dufour, som var på det guldvindende hold ved VM i Herning i sommer, som er testrytter i år. Og hun ser frem til at teste hestene, som opdeles i to heat – lørdag og søndag og testen foregår inde i Jyske Bank Boxen.
”Jeg lægger vægt på, at hesten er samarbejdsvillig og ridelig. Det er helt grundlæggende, for mig. Så er det også klart, at jeg vil mærke efter, om de er uddannet efter træningsskalaen, og at de reagerer godt på hjælperne,” fortæller Cathrine Laudrup-Dufour forud for den interessante testrytterdel af Blue Hors Unghestechampionatet.
Dansk Varmblods direktør Casper Cassøe Krüth er meget tilfreds med at have lavet aftale med Cathrine Laudrup-Dufour, han udtaler: ”Dansk Varmblod producerer nogle af verdens bedste dressurheste, derfor er det helt passende, at det er en af verdens bedste dressurryttere, vi har fået til at løse opgaven som testrytter i Blue Hors Unghestechampionatet,” og Casper fortsætter: ”Testrytterdelen af Unghestechampionatet bliver sædvanligvis fulgt af mange, og derfor er jeg meget glad og stolt over, at vi har lavet aftale med Cathrine Laudrup-Dufour, som er meget engageret i det, hun deltager i, og god til at kommunikere til publikum. Jeg ser virkelig frem til at høre Cathrine sætte ord og karakterer på de talentfulde heste, hun kommer til at teste i Herning.”
Flere gengangere
Det er Sezuan-sønnen Secret, som har flest afkom med i Unghestechampionatet, 8 afkom, efterfulgt af Revolution, som har 7 afkom med.
En del ryttere og avlere har flere heste med i championatet, det har horse2rider sat spot på.
Særligt katalog for Unghestechampionatet
Dansk varmblod vil gerne sætte mere fokus på vores hoppestammer, der er derfor i hesteoversigten tilføjet de fra SEGES kendte highlights til hoppestammen fra de første 3 direkte led (DH kåringer nævnes kun såfremt det er direkte efter moderen). SEGES opdateres årligt, hvorfor der kan mangle DRF resultater fra 2022.
Se kataloget HER
Start- og resultatlister