
Cathrine Laudrup-Dufour sagde: ”De unge heste ligner ikke altid en åbenlys stjerne, men har man som rytter troen på, at hesten har noget i kassen, så er det sjovt at arbejde videre med den.” Det var Carina Cassøe Krüth som åbnede aftenens clinic med titlen: Uddannelse af de næste verdensmestre.
Faglighed og humor
Det var herlig befriende at høre Carina Cassøe Krüth fortælle ærligt og med en god portion humor, om sin hverdag, hvor hun rider 11 heste daglig, og om træningen af hestene.
Hun red først på 7-årige Movie Star e. Morricone I ejet af Siri Evjemo-Nysveen: ”Jeg er stolt af Movie Star for han har aldrig gået i sådan nogle rammer tidligere. ” Han har været i stald hos Carina i knapt et år.
”Han er dejlig at arbejde med, velfungerende i sin lænd, super klar i takten, og han har det, der skal til,” indledte hun. Hun opfordrede til, at man som rytter er realistisk i forhold til sin hests bygning. De er alle bygget forskelligt, og nogle bygningstræk betyder, at der kan opstå problemer undervejs i uddannelsen.
”Han er lidt høj i krydset, og lænden er lidt lang, så jeg ved, at det kommer til at tage lidt længere tid. Det giver også den udfordring, at han er lidt længere om at kunne rides i den rigtige form. De skal skubbe fra deres bagben og frem til hånden, men hvis hesten nu er lidt for høj bag med lidt for lange bagben, så tager det lidt længere at få den rigtige form. Så kig ikke kun på halsen og næseryggen, men se, hvordan hesten arbejder fra manken og ud til halen.”
Cathrines tunnelhånd
”More is more, er hans motto,” fortalte Cathrine Laudrup-Dufour om Be Sure, hun viste, hvordan hun forsøgte at få ham til at slappe af og strække sig lidt frem. ”Han har nogle kæmpe bevægelser,” sagde hun, og Cathrine viste, hvordan hun med lidt bred hånd (tunnelhånd, som hun kalder det) kontrollerede ligeudretningen. Og når han reagerede fint på det, rejste hun sig op, red letridning og klappede ham på halsen. Hun bakkede op om Carinas fokus på ligeudretningen, som noget af det vigtigste i det grundlæggende arbejde.
”Alle de nye øvelser jeg rider, prøver jeg at bygger op om noget, de kender og forstår, som at ride schenkelvigning og derefter gå over i travers og tilbage til schenkelvigning igen,” fortalte Cathrine.
”Min nye ynglings hest”, sagde Carina om Svalegårds Hot Driver som er 4 år. ”Jeg kunne ikke sige nej, da jeg blev spurgt, han kan ingenting, han kan gå i skridt, trav og galop. Men han er så bundregulær, han bruger sin krop, har mekanik og tre gangarter,” fortalte Carina om materialprøvevinderen, som gik rundt i Boxen helt upåvirket af omgivelserne, mens han legede sammen med Carina i alle gangarter.
Gentagelser og ikke straffe hesten
Daniel Bachmann Andersen havde den 9-årige hoppe e. Tailormade Temptation, Tilde MT som Daniel har redet knapt et år, og kun redet et stævne på. ”Det nytter ikke noget, at man vil lave en masse øvelser, hvis de ikke lytter til en, vi skal have basen på plads,” understregede Daniel, han red helt ud i hjørnerne og brugte den naturlige barriere til at bremse hesten op og samle den, gøre den ”lille”, som han sagde, og fortalte at det har han lært af Cathrine, det giver kontrol. ”De lærer at bruge hjernen lidt på den måde, supplerede Cathrine.
Nanna Skodborg Merrald har redet 6-årige Monte Carlo siden han var 4, og det er en hest, som hun har store forventninger til. En talentfuld hest, som der skal en masse arbejde i endnu. ”Der er så mange forskellige heste, som kan lære at gå Grand Prix, og han er en lidt kompakt hest, og han vil gerne lave sin hals kort og stive sig lidt. Han er til gengæld meget nem at holde lige,” fortalte hun.
Vær kritisk over for dig selv
Flere gange gennem aftenens clinic understregede de 4 verdensmestre, hvor vigtigt det er at være kritisk over for sig selv. Overvej, hvad det er du selv gør forkert, når tingene ikke lykkes. Nanna sagde bl.a.: ”Vær opmærksom på egne stærke og svage sider, det lærte jeg af Daniel. Han sagde til mig: der skal kunne løbe grise igennem benene på dig, forklar lige det, Daniel, sagde hun. Daniel uddybede: ”Jeg løsner benene, så jeg kommer så dybt ned i sadlen og ikke trykke hårdt med overschenklen og dermed kommer op af sadlen, jeg skal til gengæld arbejde med min overkrop”, fortalte han.
Nanna rider 10-12 heste og der er det virkelig vigtigt at se på sig selv, understegede hun. ”Jeg øver mig i at løsne op, og se hvad der sker. Jeg kommer nogle gange til at hjælpe mine heste for meget, i stedet for at lade fejlene komme. Så de også lære af det. Og får den selvbæring som Cathrine altid får vist enormt flot på sine heste.”
Spørgelystne publikummer
Der var mange spørgsmål fra publikum, gode spørgsmål, som rytterne svarede på enten ved at vise det på hesten, eller forklarer det fra jorden.
Aftenen sluttede med et tilbageblik på præmieoverrækkelsen ved VM i Herning, og det var stærkt og stemningsfyldt at genopleve den magiske aften i august, hvor Danmark blev verdensmestre – for første gang.
Nogle udsagn fra aftenens clinic:
Carina beskrev den halve parade som: Drive frem-samle op-og spænde af.
Hestene skal gå nogle km for at være stærke nok, men de skal gå de rigtige kilometer, vi skal ikke bare slide på dem, men have en plan for, hvor vi vil hen.
Der er ikke noget quick fix, det er bare grundarbejdet, som skal til.
Man kan være nok så talentfuld, hvis man ikke gider gå på arbejde, er man ikke en god kollega – så er det bedre at have en god arbejdsmoral, som Movie Star.
Lad være med at straffe fejl, prøv igen.
Husk du er piloten, ikke passager, der er dig, der skal sætte retningen.
Hvis jeg rider travers er det en om dagen, det slider på hesten. Og så må jeg tænke over, hvad jeg skal gøre om til næste dag, hvis jeg ikke er tilfreds.
Juster din plan, hvis du mærker hesten ikke er til planen den dag.
De heste publikum fik set var:
Carina Cassøe Krüth viser to hingste først den 7-årige Movie Star e. Morricone I ejet af Siri Evjemo-Nysveen, hingsten bliver fremstillet til kåring i Herning og 4-årige Svalegårds Hot Driver e. Hesselhøj Donkey Boy opdrættet og ejet af Else Marie og Jens Chr. Krabbe. Hot Driver fremstilles til endelig kåring efter han vandt materialprøven i efteråret.
Cathrine Laudrup-Dufour har lånt den 5-årige tidligere fløjhingst i Dansk Varmblod Be Sure e. Benicio ejet af Helgstrand Dressage. Hingsten var den mest benyttede avlshingst i Dansk Varmblod i 2022.
Nanna Skodborg Merrald kommer med Blue Hors Monte Carlo e. Glock’s Dream Boy ejet af Blue Hors. Hingsten er 6 år og var i 2021 den mest benyttede avlshingst i Dansk Varmblod.
Daniel Bachmann Andersen kommer på en hoppe, den 9-årige Tailormade Temptation-datter Tilda MT, der konkurrere på st. georg-niveau.