Eventyret begynder og ender i Herning

De smukkeste eventyr opstår oftest lige for øjnene af os, hvis blot vi ser efter, og det fik vi i sandhed at se ved dette års eventyrlige gallashow. 


Temaet for dette års forrygende gallashow var eventyr. Jyske Bank Boxen var tætpakket med forventningsfulde mennesker og fantastiske heste både fredag og lørdag aften, hvor det traditionsrige gallashow løb af stablen - for ''at se på heste er at leve.'' Sådan citerede årets konferencier Rasmus Botoft den berømte forfatter H.C. Andersen frit fra hukommelsen ved gallashowets begyndelse, og det er et citat, vi sikkert er mange, der kan være enige i.  

Det første eventyr publikum fik lov til at dykke ned i var Den lille havfrue, Ariel, som sad i midten af arenaen på en stor sten. 4 dygtige equipager fra Helgstrand Dressage fremviste en smuk pas de deux og tog publikum med en tur ned under havoverfladen, da de alle var de dekoreret med tang, bølger og skæld. 

Det er velkendt, at vi ved disse storslåede gallashows får lov til at nyde hestesportens mange forskelligartede facetter. Det er både inspirerende og underholdende, fordi hesten er virkelig et fantastisk dyr, hvad end den viser sig i form af en stor varmblodshest eller en lille shetlandspony. Netop shetlandsponyerne besøgte dette års gallashow, da de (meget passende) galoperede ind i arenaen som de 7 små dværge og bragte latteren frem hos publikum, da de nægtede at forlade hallen igen. 

Shetlænderne overså næsten showets konferencier da de endelig stormede ud. En oplevelse, der sikkert ikke har dæmpet den hesteangst, som Rasmus Botoft under showet beskrev i levende vendinger. Måske hesteangst ikke er et godt udgangspunkt for at være konferencier på et gigantisk hesteshow, men det er en karakter, der har hang til luksus. Derfor gav Botoft den som snobben Poul, som mange måske vil genkende fra det populære satireprogram Rytteriet. Snobben Poul havde selvsagt fundet sig godt til rette i VIP-logen. ''Jeg har det bedst i blandt de rige og royale,'' erklærde han til stor morskab for publikum i Boxen.  

Ingen eventyr uden ''prinsen på den hvide hest'', der i anledning af gallashowet var personificeret i Dennis Fisker på den velgående, hvide Fredensdals Fountain (Fürstenball/Stedinger), som var dækket af glimmer. Parret demonstrerede nogle af dressurens sværeste øvelser, alt imens Sisal optrådte med en anden form for Grand Prix, nemlig sin vindersang ''Hallucination'' fra Melodi Grand Prix 2025

Showudvalget havde formået at vække den ellers sovende Tornerose, og heldigvis for det, for der gik et sus igennem Jyske Bank Boxen, da Tornerose i form af den tyske dressurlegende Isabell Werth red ind i arenaens spotlight med den DV-kårede V-Power (Viva Gold/Fidertanz). Isabell Werth fremviste i vanlig stil korrekt, elegant og ubesværet ridning. Stemningen var elektrisk, for publikum i Herning kan genkende god, klassisk ridning, når de ser det, så klapsalverne haglede ned over Werth, da hun piafferede ud af arenaen med den ene hånd løftet over hovedet. 

Siden hollandske Jesse Drent gæstede det spektakulære gallashow i 2024 har showudvalget fået mange henvendelser på at få Jesse til Danmark igen. Derfor kunne publikum fredag og lørdag aften nyde en opvisning i, hvordan dressurens sværeste øvelser kan udføres uden udstyr. For de der var blevet nysgerrige på, hvordan man træner sin hest i frihedsdressur, afholdte Jesse clinic i Dansk Hesteforsikring Arena E søndag eftermiddag.  

Aftenens eventyrfortælling fortsatte med Kejsernes nye klæder. Imens eventyret blev læst højt, blev fortællingen fremført af Voltige Danmark, der udførte gymnastik på hesteryg. Der må ikke klappes, når atleterne befinder sig på ryggen af hestene, hvorfor der var mussestille i hallen, imens hestene galopperede taktfast rundt i en cirkel.  

Men som et hvert andet eventyr fik også gallashowet en ende. Et magisk show, der ikke kunne have udspillet sig uden eventyrets helte, nemlig de mange hjælpere og ildsjæle, der år efter år knokler rundt i Herning og spreder en eventyrlig energi.  


Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram