Faglighed og hygge i fokus
Ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning bliver der sat fokus på information og faglighed under kåringer, unghestechampionater og i clinics – og så er der masser af mulighed for hygge og fantastiske oplevelser
Igen i år bliver der to clinics - i 2025 trak de fuldt hus i Dansk Hesteforsikring Arena E. Foto: Ridehesten.com
Fem dage med store oplevelser og med hesten i centrum, det er hvad der venter ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning fra den 4. – 8. marts 2026. Scenen er sat i MCH Messecenter Herning til en uforglemmelig oplevelse med hesten i centrum.
For Dansk Varmblod er det uhyre vigtigt at give publikum den bedste oplevelse, og samtidig benytte lejligheden til at få fokus på faglighed og information.
I forbindelse med kåringen af hingstene vil beriderne Johnny Hansen (springning) og Bjarne Nielsen (dressur) kommenterer bedømmelserne, når hingstene bliver vist under rytter også i præsentationsklasserne, ligesom Vicky Nortvig (dressur) og Signe Wiese (springning) vil komme med dommernes bemærkninger til de godkendte/kårede hingste. Kåringen af hingste er samlet inde i KRAFFT Arena M, på nær torsdag, hvor hingstene, traditionen tro, bedømmes på fast bund inde i Dansk Hesteforsikring Arena E.
I Unghestechampionatet vil dommerne komme med en kort beskrivelse/bedømmelse af de deltagende heste, når de bliver vist under egen rytter. I dressur er det berider Rune Willum, samt de tyske dommere Heike Kemmer og Sven Rothenberger, som skal dømme hesten. I springning er det igen Bo Kristoffersen og Bo K. Møller som har fornøjelsen af at vurdere springhestene.
Og så kan man glæde sig til at opleve testrytterne i dressur og springning, når de underholder og informerer publikum undervejs i testen.
Der vil være præsentationsklasser for spring- og dressurhingste, som bliver kommenteret. Her er det Johnny Hansen som er igang med at kommenterer springhingste i 2025. Foto: Ridehesten.com
Interessante clinics
Sidste år var der stor søgning til de clinics, som blev afviklet inde Dansk Hesteforsikring Arena E. Og derfor gentager vi dette igen i 2026, hvor man torsdag aften og søndag eftermiddag vil kunne overvære to spændende clinics. Man kan få adgang til Arena E og til de to clinics med en messebillet, som giver adgang til messen Hest & Rytter og de ca. 300 udstillingsstande, som vil være at finde i de store messehaller i Herning.
I skrivende stund arbejder Dansk Varmblods sekretariat på at lave aftale med nogle topnavne, så glæde jer til de to clinics!
Køb billetter her: Dansk Varmblod - Online billetsalg