Flair Ask vinder af Unghestechampionatet

Efter at have lagt sig i spidsen allerede den første dag, lykkedes det hoppen Flair Ask at holde sig der


I dag blev vinderen af Dansk Hesteforsikrings Unghestechampionat fundet. Efter to dage med egen rytter, var der i går og i dag gang i fremmedryttertesten. 
 
 Her gjorde Andreas Schou igen i år en rigtig god figur. Andreas Schou er rigtig god til at videreformidle, hvad han føler samt hvilke ting han gør, for at se hvordan hesten responderer på de forskellige tiltag. Han holder publikum med i processen hele vejen, og stopper ikke med at tale før han er hoppet af hesten, så der er rig mulighed for at lære rigtig meget om processen og udviklingen af den unge springhest.  

Som det også var gældende de andre dage, så var langt de fleste heste tilpasse med at gå i hallen. I dag var der dog en enkel hest, der ikke synes det var sjovt at være med, så der gik ikke lang tid, før Andreas valgte at hoppe af og sige tak, for det er vigtigt, at hesten synes det er sjovt og vil være med.

 

Efter at have sprunget suverænt de første to dage, var det ikke en overraskelse da Andreas Schou valgte at give Flair Ask e. Verdi/Ci Ci Senjor Ask (opdr. Stutteri Ask) 8,5 i ridelighed og 9,0 i kapacitet. Andreas’ kommentarer omkring denne spændende hest var følgende: ”Der er ingen tvivl om, at det er en virkelig spændende hest, og at det er en hest vi kommer til at se med Karen i større sport. Den lader sig ikke ride 100 % som jeg havde håbet på i dag. Karen har været rigtig god til at vise den de foregående to dage”. Det samlede slutresultat for Flair Ask blev 878,75 point.

Nummer to med samlet 870 point kom Harmilly D e. Harley VDL/Diamant de Semilly (opdr. Liselotte Frederiksen) med Maria Hjorth Frederiksen i sadlen. De foregående to dage havde parret klaret sig godt. Allerede fra første færd kunne Andreas lide Harmilly D: ”Det er en skøn hest at komme op på. Han har en dejlig balance og giver en tryg fornemmelse. Han hverken kigger eller holder på sig selv, men er klar til den her opgave. Han er lidt ukoncenteret på springene i dag, hvilket er rigtigt ærgerligt da jeg føler at jeg har mulighed for at give ham alle betingelser for at lave et godt spring. Han er nem at få frem og tilbage, og jeg synes han har det, som vi ryttere gerne vil have. Springningen kunne jeg godt have ønsket mig bedre, men jeg tror på at han kommer til at springe store baner med Maria i fremtiden.” og endte altså med at give det eneste 10-tal i årets unghestechampionat i ridelighed til Harmilly D. I kapacitet fik han 8.

Den samlede tredjeplads gik til Maskedals Casemiro e. Ci Ci Senjor Ask/Toulouse (Opdr. Helle Møller Andersen) med en samlet pointsum på 848,75, og Andreas udtalte følgende om denne lovende unghest: ”Der er ingen tvivl om, at jeg har glædet mig rigtig til at skulle prøve ham her. Jeg måtte undervejs rette på ham, og det gik desværre ud over springet. Jeg havde håbet på at jeg kunne have givet ham højere karakter, men jeg tror at når vi nogle måneder frem, så ville han have kunne få lidt højere karakterer. I dag får han 8,0 i ridelighed og 9,0 i kapacitet”.

På en samlet fjerdeplads kom A.N. Carlton e. Casall Sem/Caarmargue (opdr. Anja og Niels Jørgen Nielsen) og på femtepladsen kom I’m Mozzie A e. I’m Special de Muze/Cassinus (Opdr. Helle Amstrup Krogsgaard og Sanne Amstrup). 
 
 Dagens resultater kan ses her. https://online.equipe.com/startlists/917260

Det samlede resultat kan ses her. https://online.equipe.com/startlists/916777

 

Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram