KRAFFT Tour of Amateurs er i fuld gang
Amatørturneringen KRAFFT Tour of Amateurs er i dag redet i gang ved Dansk Varmblods Hingstekåring, og her blev det Elisa Mark Thermann, der tog sejren.
Elisa Mark Thermann sammen med dommere og turneringssponsor Jesper Bæk fra KRAFFT (tv). Foto: Rasmus Nøreng
Siden 2018 har Dansk Varmblod og KRAFFT samarbejdet om KRAFFT Tour of Amateurs, en amatør-tur i springning, hvor kvalifikationen ligger under Danish Christmas Show. Det var Jesper Bæk fra KRAFFT, som i sin tid tog initiativet til den populære KRAFFT Tour. Han havde oplevet, hvor populær en lignende tour var i Sverige, og i samarbejde med Christmas Show og Dansk Varmblod blev den danske udgave en realitet.
Det er netop denne turnering der har finale her i forbindelse med Dansk Varmblods Hingstekåring endnu engang, og i år er der 24 ekvipager til start i finalen. De har i dag været i aktion i den første ud af tre konkurrencer, og i dag blev konkurrencen redet efter metode B4.
Det betød, at ekvipagerne skulle ride en bane over to faser, hvor tiden var afgørende for placeringsrækkefølgen i anden fase. Det blev Elisa Mark Thermann med Unicorn’s Gucci e. Grim St. Clair/Balou du Rouet (opdr. Stutteri Unicorn) der tog dagens sejr. Hun var fejlri i tiden 23,89 sekunder.
Emma Klug med Taarupgaards Dubai e. Diamant de Revel/Leandro (opdr. Fam Espensen), red ligeledes fejlfrit i begge faser, og med tiden 25,11 sekunder sikrede hun sig andenpladsen.
På tredjepladsen blev det Cecilie Busk Faber med Blixenkrones Life of Lotus e. Lagavulin/Nekton (opdr. Tina Blixenkrone Hansen).
Rytterne skal i aktion igen i morgen i den anden runde af KRAFFT Tour of Amateurs 2026, som selvfølgelig rides i KRAFFT Arena M. Klassen er programsat til 15.30 i morgen, mens finalen finder sted på lørdag aften.
Resultat fra i dag.
Start- og resultatlister fra stævnet.