Lucas Wenz vandt finalen i Youngster Tour
Sejren gik til tyske Lucas Wenz og den tyske avlshingst Vigado efter en spændende omspringning med hele 25 ekvipager.
Lucas Wenz med Vigado. Foto: Ridehesten.com
Det lykkedes over en tredjedel af starter i klassen at ride fejlfrit i dagens Easy Agri Care CSIYH1* Youngster Tour finale. Der var 71 ekvipager til start, og med 25 af dem i omspringningen skulle der rides rigtigt stærkt, hvis man gerne ville til fadet.
Den britiske banebygger Mark McGowan havde sammen med sin assistentbanebygger Rasmus Rise sørget for en omspringning, der både indeholdt muligheder for at ride rigtigt snævert rundt, men også gav de unge heste, der endnu ikke er klar til sådan en opgave muligheden for at kunne komme rundt i gode vendinger.
Youngster tour var her en klasse for både 6- og 7-årige heste, og det er tydeligt at se at de fleste 7 års er mere klar til at tage de snævre vendinger fremfor de 6 års, hvorfor det også primært er de 7 års heste der lå i toppen af klassen.
Hvis man ville vinde, så skulle man tage alle de muligheder, der var og det skulle samtidigt foregå i et højt tempo. Det blev Lucas Wenz, der endte med at tage sejren, efter en vanvittig hurtig omspringning, hvor alt flaskede sig. Det gjorde han ombord på avlshingsten Vigado e. Vigo d’Arsouilles/Quo Vados, hvor han krydsede målstregen i tiden 35,77 sekunder. Hør Lucas fortælle nærmere omkring Vigado nederst i artiklen, hvor han samtidig også roser det danske publikum.
Christian Jansen med Authentic Dyhre DWB. Foto: Ridehesten.com
Det blev hollandske Julian de Boer der med Chilli Pepper E Z e. Copycat Z/Latouro indtog andenpladsen, efter det lykkedes ham at stoppe tiden på 36,38 sekunder. Lige efter fulgte hans landsmand Jur Vrieling, efter at han med Nice Queen e. Il Est Balou fik stoppet tiden på 36,81 sekunder.
Bedste dansker i feltet blev Christian Jansen med Authentic Dyhre DWB e. Action Man Ask Z/Numero Uno (opdr. Trine Dyhre). Hans tid på 38,84 sekunder rakte til en femteplads, og det var i øvrigt også den bedste 6-årige hest i feltet. Det lykkedes hele 7 danskere at blive placeret i klassen, og dem kan du alle sammen se i resultatlisten fra klassen, som kan ses her.