MCH Prisen til en holdspiller
MCH’s Varmblodspris blev overrakt i gallashowet til en vældig inspirationskilde og en elsket chefkoordinator for de 300 frivillige: Christian Holm
Modtager af MCH's Varmblodspris Christian Holm, Dansk Varmblods formand Jan Pedersen og Georg Sørensen, MCH Messecenter Herning. Foto: RIdehesten.com
Det var, som der er skabt tradition for, Dansk Varmblods formand Jan Pedersen, som begrundende valget af modtageren af MCH’s Varmblodspris.
Jan Pedersen sagde: ”MCH´s Varmblodspris er blevet uddelt hvert år siden 2004. Den gives til en person, som har gjort en særlig indsats for Dansk Varmblod.
Igen i år har der været en helt oplagt person til prisen. Som alle ved, var det her arrangement ikke muligt uden vore frivillige hjælpere. De har en stor del af æren for, at Hingstekåringen i Herning har udviklet sig til verdens største og bedste hesteshow.
Årets prismodtager har været en markant del af hjælperteamet siden 1998.
Hans store force er selve hans personlighed, og hans evne til at skabe god stemning og teamspirit. Det er der i høj grad brug for, når over 300 frivillige hjælpere skal arbejde sammen om at løse en krævende opgave. I vores hjælperteam hersker en helt særlig ånd - et fantastisk sammenhold, som gør holdet stærkt og i stand til at løse enhver opgave, tror jeg. Bagved det hold står en vældig inspirationskilde og en elsket chefkoordinator: Christian Holm
Tillykke med MCH-prisen!
Christian Eilschou Holm skulle lige ud på trappen for at besvare et telefonopkald, da to kollegaer kom ud til ham og sagde, at de havde brug for hans hjælp til noget nedenunder.
– På vej ned ad trappen kunne jeg se på dem, at der var noget i gære, fortæller Christian og fortsætter med en grin: Det første jeg tænkte var, om ikke de kunne have fundet nogen bedre til at modtage prisen end mig!
Christian har været frivillig medhjælper ved Dansk Varmblods Hingstekåring siden 1998 og blev koordinator for hjælperne i 2006.
– Det er flot at blive værdsat for det frivillige arbejder, man gør, men det er jo ikke en pris til mig; det er lige så meget til alle de andre frivillige, som bruger deres tid på det her. Vi har en fantastisk stemning nede i vores samlingssted ”Rottehullet”, hvor vi har helt nye hjælpere og også mange garvede som fx Anny, der har været med i 45 år, fortæller Christian, der til dagligt arbejder som adjudant for Kong Frederik.
Nu skal det fejres, og Christian insisterer på, at det ikke er ham, der skal fejres, for alle frivillige ved hingstekåringen har vundet den pris, som han fik æren af at modtage.