Programmet for Hingstekåringen er klar
Ved Dansk Varmblods Hingstekåring i 2023 blev der indført nogle ændringer af programmet. De ændringer fungerede rigtig godt i praksis, derfor er der arbejdet videre med dette, så man lettere kan følge med i den disciplin, man interesserer sig mest for
Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Dansk Varmblods Hingstekåring 2024 finder sted fra den 6.-10. marts 2024. Og igen i år starter eventet allerede onsdag, hvor der blandt andet er internationale springklasser og Dansk Hesteforsikring og Blue Hors Unghestechampionat i hhv. springning og dressur på programmet. Der er gratis adgang den dag.
Følg din favoritdisciplin
Hvis man eksempelvis dykker ned i lørdagens program, kan man som dressurinteresseret starte dagen med Blue Hors Unghestechampionat i Jyske Bank Boxen. Så rykker springrytterne ind i Boxen med den forrygende Stutteri Ask Grand Prix, hvorefter det igen er tid til dressur på højeste niveau med 5-stjernet Grand Prix Special.
Mens de springer højt i Boxen, er der 3-stjernet Grand Prix Special inde i KRAFFT Arena M.
Er man mere springinteresseret, kan dagen starte med at overvære den første løsspringning af hingstene i hal M. Og efter Grand Prix-springningen inde i Boxen kan man gå tilbage i hal M for at følge testrytteren springe på de bedste heste i Dansk Hesteforsikrings Unghestechampionat.
I Unghestechampionatet i både dressur og springning gælder det, at Dansk Varmblod netop nu arbejder på lave aftale med kompetente og spændende testryttere, som vil være en oplevelse for publikum at se.
Hingstekåringen fortsætter i sidste års format
En af de store ændringer, der blev indført i 2023, var en helt ny programafvikling af selve hingstekåringen. Her sikrer det nye program, at spændingen omkring afgørelsen er bibeholdt helt til søndag.
– Vi flyttede løsvisning af dressurhingstene og anden løsspringning af springhingstene til søndag, hvorefter vi har frasorteringen. På den måde bibeholder vi spændingen til søndag. Det fungerede godt i 2023, så det har vi bibeholdt i år, forklarer Casper Cassøe Küth, direktør for DV Event.
Torsdag er den dag der minder mest om tidligere, for her vises alle hingste på fast bund, og så er der kåring af de 4-års og ældre dressur- og springhingste. Fredag eftermiddag byder på longering af de unge hingste i den bedste sendetid, mens lørdag byder på første løsspringning af springhingstene og så afsluttes kåringen først søndag, med løsvisning af dressurhingstene, løsspringning af springhingstene og afgørelse.
– Vi oplevede i 2023, at flere fik mulighed for at følge med i det, de gerne vil. Og så har vi igen i år holdt billetprisen nede søndag. Dermed bliver det billigere at følge afgørelsen på kåringen. Sammenholdt med et spændende søndagsprogram, håber vi endnu flere vil være en del af arrangementets sidste dag. Vi glæder os til endnu engang at tage imod publikum til et brag af et arrangement ved Dansk Varmblods Hingstekåring, slutter Casper Cassøe.
Se programmet i sin helhed HER