Rytter og avler klar til DWB Amateur Cup

20 ryttere har kvalificeret sig til finalen i Helgstrand Dressage DWB Amateur Cup i Herning, og blandt dem Regitse Rubæk, som selv har opdrættet sin finalehest

 Regitse Rubæk og Lillemarkens Afzalto er klar til Helgstrand Dressage DWB Amateur Cup i Herning. Foto: Ridehesten.com

- Jeg meldte mig til med det samme, fortæller Regitse Rubæk, 31 år om kvalifikationen til Helgstrand Dressage DWB Amateur Cup, som blev afviklet under KRAFFT Eliteskuet på Vilhelmsborg i slutningen af august. Den nye dressurcup for Dansk Varmblods heste og amatørryttere blev et kæmpe hit med over 100 starter. For Regitse passede niveauet perfekt til hendes dressurhest. – Jeg syntes det var en kæmpe mulighed at få, hvis man var så heldig, at få lov til at ride i Herning, fortsætter hun. Det var hun, hun sluttede på 5. pladsen i MB-niveau.

Regitse Rubæk kom til start på Lillemarkens Afzalto, som hun selv har opdrættet. Afzalto er efter Blue Hors Zalabaster/Blue Hors Romanov trukket på hoppen Lillemarkens Afbrilanta opdrættet af Regitses bedsteforældre Margit og Villy Andreasen, som har avlet i adskillige år under stutterinavnet Lillemarken - stutteriet ligger på Sydfyn, men desværre er både Margit og Villy gået bort, familien mistede Margit i december. I dag er det Regitse og hendes mor Lisbeth Andreasen Rubæk som driver stutteriet videre. Afzaltos mor Abrilanta måtte desværre aflives efter et sygdomsforløb, og han er hoppens eneste afkom. Abrilanta, har Regitse selv redet. Inden hoppen blev ifolet.

Avl og sport

- Da jeg kom dertil, hvor jeg syntes, det kunne være sjovt, at der var nogle af hestene, som var helt mine egne, fik jeg lov til at låne en hoppe af mine bedsteforældre, fortæller hun. Sammen med sin bedstemor Margit, og nu med hendes mor Lisbeth har de haft et par føl, hvert år de seneste år. På Lillemarken går der bl.a. to plage fra 2025 – en efter Blue Hors Baron og en efter Blue Hors Viva Vegas. Og i år venter de samme to hopper føl efter samme hingste. Den ene af hopperne, Lillemarkens Afbell e. Blue Hors Rush Hour, har Regitse gjort til B-hest, men desværre har hoppen pådraget sig en skade, og hun fungerer nu som en super avlshoppe på stutteriet.

Kombinationen af avl og sport er, som Regitse siger: helt vildt, det har jeg altid været helt tændt på. Hun deler holdning med sin morfar Villy: - At sælge føl eller ungheste gav ikke mening for os. Vi skulle se dem redet. Vi avler heste for at lave rideheste. For at vi kan finde ud af, om det er en god kombination, vi har avlet, giver det mening for os, at vi selv tilrider dem. Og finder ud af om det er noget, vi skal beholde, eller sælge. Og det er det, som fortsat driver mig, fortæller Regitse med tydelig passion i stemmen.

- Jeg nyder at passe hopperne, tage imod føllene og passe dem. Når vi vænner føllene fra, begynder jeg at arbejde lidt med dem. Regitse vænner føllene til at gå begge veje rundt om hende i en longe, til at reagere på stemmen, og i det hele taget være meget i hånd.

- Det gør bare processen, når de skal tilrides, meget nemmere. Hjemme hos os bliver det gjort i det tempo, hestene er klar til.

Hun har et par heste godt på vej. Hun red bl.a.  5-års kvalifikation til DRF’s championat på Lillemarkens Acayx e. Blue Hors Farell/Blue Hors Romanov. – Jeg overvejede at ride Amateur Cup i LA på ham ved stævnet på Vilhelmsborg, men valgte at ride championatskvalifikation til stævnet i stedet for, fortæller hun, og uddyber: Det giver noget andet læring og udvikling af mig selv som rytter.

 Regitse og Lillemarkens Afzalto sluttede kvalifikationen på Vilhelmsborg på 5. pladsen, og sammen med Lene Ejby træner de frem mod finalen i Herning. Foto: Ridehesten.com

Om Helgstrand Dressage DWB Amateur Cup

- Jeg syntes det er supergodt, der kommer en ny turnering, og den viste også, at rytterne stadig er derude, selvom man godt kan mærke, det er blevet lidt tamt til stævnerne mht. tilmeldinger. Men denne her cup kunne i hvert fald trække ryttere til, fastslår Regitse.

- Det er jo også trækplasteret at få den oplevelse med at ride i Herning. Og så er stævnet på Vilhelmsborg (sammen med Eliteskuet) noget jeg gerne vil prioritere som amatørrytter. Det er bare et fedt stævnet, hvor der sker så meget. Og er man interesseret i avl, som jeg er, og nørder det, er det bare fedt, at man har mulighed for at se en masse føl af forskellig afstamning ved stævnet.

Regitse får selskab af sin mor og en god veninde i Herning, og så får hun støtte af sin faste træner, Lene Ejby, som har været med på Afzaltos rejse lige fra tilridning.

- Vi er i Herning hvert eneste år, for at se de kommende hingste for at vurdere, om de skal vælges til eller fra i forhold til vores avl. Og det har altid været en kæmpe drøm at få lov til at ride i Herning, slutter Regitse Rubæk.

Se listen over finalisterne i Helgstrand Dressage DWB Amateur Cup her: Resultater HD DWB Amateur Cup kvalifikation 2025

Køb billetter her: Dansk Varmblod - Online billetsalg

 

Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram