Stor oplevelse for amatørryttere i Helgstrand Dressage DWB Amateur Cup
Som noget nyt har 20 amatørryttere fået mulighed for at konkurrere under dette års Hingstekåring i Herning. Det sker i forbindelse med finalen af Helgstrand Dressage DWB Amateur Cup.
Vinder af Helgstrand Dressage DWB Amateur Cup LA1 Martha Helleberg Sønderby med Siena
20 amatørryttere har kvalificereret sig til finalen i Helgstrand Dressage DWB Amateur Cup i Herning ud af de mere end 100 deltagere ved kvalifikationsstævnet, som blev afholdt under Dansk Varmblod Krafft Eliteskue på Vilhelmsborg i august 2025. DWB Amateur Cup afvikles i to afdelinger, der rides på henholdsvis LA- og MB-niveau, og er åben for amatørryttere på Dansk Varmblodsheste - heste som er født ind i Dansk Varmblod, og som har en Dansk Varmblods registreringsattest og et DV-livsnummer. Cuppen har til formål at hylde amatørrytterne, der uddanner Dansk Varmblodsheste, og ikke mindst avlerne, der opdrætter disse ridelige dressurheste.
Begrebet ''amatør'' defineres i forbindelse med denne cup således:
- Rytteren må ikke være uddannet berider.
- Rytteren må ikke være en del af bruttotruppen: U18, U21 og U25.
- Rytteren må ikke have redet over 68% til landsstævne for heste i sværhedsgrad 4 eller derover.
Det blev inden finalen besluttet, at finalen ikke skulle afvikles som én samlet klasse, men som to selvstændige klasser med hver deres præmiering. Derfor kom de tre bedst placerede (i hver afdeling) ind i arenaen til hest sammen med hestens avler, hvor både ryttere, heste og avlere blev fejret ved en festlig præmieoverrækkelse.
I finalen giver Helgstrand Dressage en særlig præmie til avleren af den samlede vinderhest i hhv. LA og MB – en gratis bedækning ved en af hingstestationens hingste. Det er en personlig gave til den vindende avler, og avleren skal være til stede ved præmieoverrækkelsen for at modtage gaven.
Der er således virkelig noget at ride om, når amatørrytterne rider på banen i Dansk Hesteforsikring Arena E. Fredag aften blev det da også tæt løb mellem de øverst placerede equipager i MB0, Det var dog Ania Borgbjerg Østergaard i sadlen på den 8-årige DV hoppe Edelgårdens Cinderella (Romeo/Blue Hors Don Romantic), der kunne stille sig øverst på skamlen, da hun scorede 72,892% foran Thilde Emilie Højer og Fredenshøjs Romina (For Romance II/Der Lord), der besatte 2. pladsen med 72,108%. 3. pladsen i MB0 tog Freja Kirchhoff Bruhn og Søbakkehus Dimampolo DWB sig af med 70,490%.
De placerede ryttere i Helgstrand Dressage DWB Amature Cup MB0
I Helgstrand Dressage DWB Amateur Cup LA1 var det Martha Helleberg Sønderby med den 8-årige DV hoppe Siena (Springbank II/Blue Hors Hotline), der klarede sig bedst, da hun opnåede hele 74,474%. Martha kom til finalen med et resultat på 68,889% i den indledende LA1, som blev afviklet under Dansk Varmblod Krafft Eliteskue, og har derved formået at forbedre sit resultat væsentligt. Helena Kobborg og Møllegårdens Famous (Fürst Jazz/Rubenstein I) på 2. pladsen opnåede flotte 73,224%, imens Susanne Oldenborg og Fleurissima's Fleur Royale II (Feinrich/Diamond Hit) tog 3. pladsen med 69,803% i dagens sidste klasse.
Susanne Oldenborg og Fleurissima's Fleur Royale II
Amatørrytterne udviste pæn og harmonisk ridning, de store og imponerende rammer til trods, så der er virkelig noget at se frem til for publikum, når sidste afdeling af Helgstrand Dressage DWB Amateur Cup afvikles lørdag i Dansk Hesteforsikring Arena E.
BILLETTER
PROGRAM