Topniveau fra Selina og Atterupgaards Daimi

46 unge dressurheste mødtes i dag i første afdeling af Blue Hors Unghestechampionatet i dressur, og her blev det den attraktive hoppe Atterupgaards Daimi, der flot fremvist af Selina Solberg Vittinghus, lagde sig i front.

Selina Solberg Vittinghus med Atterupgaards Daimi. Foto: Ridehesten.com

Foran den tyske dommer og internationale træner Sven Rothenberger og berider Jens Holm, blev 46 5-årige Dansk Varmblods heste i dag fremvist i første del af årets Blue Hors Unghestechampionat i dressur. Blandt de 46 dressurheste, var der mange interessante emner, og der er helt sikkert noget at glæde sig til, når de igen i morgen skal i aktion under egen rytter, og senere på ugen når de 24 bedste skal testes af testrytter Daniel Bachmann Andersen. 

I dag var det den velgående hoppe Atterupgaards Daimi e. Springbank II VH (SWB)/Bon Bravour (opdr. Atterupgaard), der imponerede Sven Rothenberger og Jens Holm mest, og dermed har hun lagt sig i front sammen med sin rytter Selina Solberg Vittinghus. De opnåede i dag hele 9.5 for trav, mens galoppen blev belønnet med 8.5 og skridten med et 8-tal. I morgen, når ekvipagen skal i aktion for anden kan, bliver der foruden gangartskarakterene også givet karakterer for henholdsvis ridelighed og kapacitet. I alt sluttede ekvipagen i dag med 156 point i dag. 

 

Emma Ahlberg med Frydenssangs Eye Crusher. Foto: Ridehesten.com

Det næstbedste resultat blev i dag leveret af Emma Ahlberg og Maria Anita Andersen, som opnåede det præcis samme resultat, Emma indtog andenpladsen med Frydenssangs Eye Crusher e. Eye Catcher/Ballet Prince XX (opdr. Julie Birch Vinge), som fik et 9-tal for skridt, et 8-tal for trav og 8.5 for galop. De samme karakterer opnåede Maria Anita Andersen med hoppen Dizzy e. Hesselhøj Donkey Boy/Blue Hors Zack (opdr. Hesselhoej.dk ApS). Begge endte i dag med 153 point. 

 

Maria Anita Andersen med Dizzy. Foto: Ridehesten.com

Fjerdepladsen blev ligeledes delt mellem to ekvipager, som begge endte med 147 i dag. Det var henholdsvis Betina Jæger med Kiran G. e. Kremlin MD/Fassbinder (opdr. Stutter G. v/Helene Geervliet) og Rianna Percy med Danubio e. Hesselhøj Donkey Boy/L’Espoir (opdr. Mia Bach).

Betina Jæger med Kiran G. Foto: Ridehesten.com

Rianna Percy med Danubio. Foto: Ridehesten.com

Det er som nævnt de 24 bedste heste, der går videre til den afgørende del, hvor Daniel Bachmann Andersen skal teste hestene og give karakterer ud fra det han mærker, når han sidder i sadlen på hestene. Det er her det afgøres hvilken hest, der skal løbe med titlen som vinder af Unghestechampionatet 2025, og det er en afgørelse der findes ved at sammenlægge de resultaterne hestene opnår med egen rytter med de bedømmelser, som de modtager fra testrytteren. 

I morgen skal dressurhestene igen i aktion med egen rytter, hvor de igen bedømmes af dommerne Sven Rothenberger og Jens Holm, og herefter vil de 21 af dem gå direkte videre til A-finalen, som er der hvor testrytteren skal ride hestene. De resterende vil mødes i fredagens B-finale, hvorfra de tre bedste ligeledes får adgang til A-finalen, således, at det ender med, at i alt 24 unge dressurheste skal testes af Daniel Bachmann Andersen. Det foregår i weekenden, hvor halvdelen skal testes lørdag morgen i Jyske Bank Boxen, mens den anden halvdel skal i aktion søndag morgen, ligeledes i Jyske Bank Boxen. Anden test under egen rytter er programsat til kl. 11.15 i Jyske Bank Boxen, mens B-finalen foregår fredag morgen i KRAFFT Arena M. 

 

Se resultatet fra dagens afdeling af Unghestechampionatet HER.

Se hele programmet for Dansk Varmblods Hingstekåring HER.

Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram