Tysk dominans i Helgstrand Dressage CDI3* Grand Prix
Der var trængsel i Jyske Bank Boxen under den 3* CDI Grand Prix, hvor mange publikummer så frem til at se blandt andre dressurlegenden Isabell Werth brilliere - og de gik ikke skuffede der fra.
Isabell Werth og hingsten Viva Gold OLD
Der var 10 ryttere til start i eftermiddagens CDI3* Grand Prix sponsereret af Helgstrand Dressage. På startlisten var der 3 danskere, hvoraf den ene var Anne Sofie Aaen, der har taget den 14-årige Hannoveraner vallak Fürsten-Flame (Fürstenball/Weltmeyer) med til Herning. Anne Sofie Aaen købte Fürsten-Flame som 2-års og har selv uddannet hesten hele vejen til Grand Prix-niveau. Hun er vendt stærkt tilbage til dressurscenen efter en tvillingegraviditet og er nu i perspektivgruppen til den danske bruttotrup i dressur for seniorer. Equipagen fremviste et afbalanceret og præcist program, hvor der dog opstod enkelte fejl i galopprogrammet, hvorfor dommerne honorerede ridtet med 64,935%.
Den tyske dressurlegende Isabell Werth præsenterede den imponerende 10-årige Oldenborg hingst Viva Gold OLD (For Romance/Don Schufro) i dagens 3 *. Der var komplet stilhed under Werths ridt, og det var tydeligt, at hun er en stor publikumsfavorit, da hun skridtede ud af arenaen til taktfaste klapsalver. Viva Gold OLD flyttede til Isabell Werths stald i sommeren 2025 for at forfølge en sportskarriere, og hingsten er således stadig et forholdsvist ubeskrevet blad på konkurrencebanerne. I dag viste hingsten med sin aktive mekanik øvelser af høj kvalitet og blev belønnet med hele 77,500% for præstationen, hvilket placerede Werth i spidsen af klassen allerede ganske tideligt. Her blev hun liggende og vandt klassen med mere end 7% ned til 2. pladsen.
Netop 2. pladsen blev besat af endnu en tysker. Leonie Richter med den sorte hingst Lord Europe (Lord Leatherdale/Boston) opnåede 70,109% i dagens klasse, efterfulgt af en særdeles velkendt britisk equipage på 3. pladsen, nemlig Annabella Pidgley med den lille, røde vallak Gio (Apache/Tango). Annabella Pidgley, som i øjeblikket bor og træner i Danmark, fik stor opbakning fra det danske publikum, der var mødt talstærkt op. Parret opnåede 69,130% for sit ridt i Helgstrand Dressage CDI3* Grand Prix.
Piaff/passage var et klart højdepunkt i Annabella Pidgley og Gio's program
Det er muligt at gense mange af klassens equipager søndag, når Helgstrand Dressage CDI3* Grand Prix Special afvikles i Jyske Bank Boxen.
BILLETTER