Utzon Ais holder sin føring i Unghestechampionatet
VIDEO: Dommerne Bo K. Møller og Bo Kristoffersen var endnu engang imponerende over kvaliteten i året unghestechampionat, og Utzon Ais med Iben Just Madsen fortsatte de gode takter fra i går og er dermed i front af Dansk Hesteforsikrings Unghestechampionat forud for testrytterdelen, som afvikles over lørdag og søndag.
Iben Just Madsen med Utzon Ais. Foto: Ridehesten.com
33 heste har i år stillet til start i Dansk Hesteforsikrings Unghestechampionat i springning, og det generelle indtryk over de to første dage, hvor hestene er blevet redet af egne ryttere, er at niveauet har været rigtig højt.
Dommerne Bo Kristoffersen og Bo K. Møller fik både i går og i dag brugt ordet godt mange gange, og det vidnede om det høje niveau. Særligt den ekvipage der har lagt sig ind i front efter de to første dage, fik rosende ord på vejen. Her var det Iben Just Madsen med Utzon Ais e. Syvhøjegårds Unforgetable S DWB/Chandler (opdr. Anni og Iben Just Madsen), og om denne ekvipage sagde dommerne i dag:
– Vi så en hest i total balance, den changere uden problemer og gør lige hvad rytteren beder om, og så får du redet i en rigtig god rytme, lød rosen til Iben, men Bo Kristoffersen fortsatte:
– Den springer med overskud, og det er helt fantastisk at stå her og skulle kommentere på sådan en hest. Den har en dejlig galop, og det kan være svært at sige noget som helst negativt. Hvis man skal sige noget, er den måske en lille smule åben foran, men det er kun fordi springene er så små. Det er en meget forsigtig hest som ikke vil lave fejl.
Ekvipagen opnåede hele 9,5 for ridelighed, to 9-taller for henholdsvis galop og kapacitet, samt 8,5 for teknik. Sammenlagt med deres karakterer fra i går, endte de med 528,75 point.
Jacob Theodor Schmidt med Bøgegårdens Zamir. Foto: Ridehesten.com
20 heste finaleklar
I alt går de 20 bedste fra klasserne under egen ryttere videre til testrytterdelen, hvor Lars Bak Andersen skal ride og bedømme de unge Dansk Varmblodsheste. Blandt de 20 blev Jacob Theodor og Bøgegårdens Zamir e. J Bøgegårdens Zidane/Carano (opdr. Stina & Jørgen Schmidt) næstbedst i den samlede stilling. De har samlet 523,75 point forud for testrytterdelen. I dag fik de blandt hele 9,5 for ridelighed og 9-taller for både teknik og kapacitet.
Pernille Moos Tribler med Megan Enggård. Foto: Ridehesten.com
Tredjebedst er Pernille Moos Tribler med Megan Enggård e. Clarimo/Come Back II (opdr. Hanne & Jens Aage Hansen), som har samlet 518,75 point. Denne ekvipage modtog 9-taller for både teknik og kapacitet.
Dommerne Bo Kristoffersen og Bo K. Møller. Foto: Ridehesten.com
Som nævnt, var dommerne begejstrede over niveauet i årets unghestechampionat, og i videoen nedenfor, kan I høre dem fortælle mere om dette.
Testrytterdelen er delt over to dage, hvor de første skal rides af Lars Bak Andersen lørdag, mens de resterende skal rides søndag. Lørdag er det programsat til 15.00 i KRAFFT Arena M og kl. 11.00 søndag ligeledes i KRAFFT Arena M.
Yderligere 17 heste er klar til testrytterdelen, se hele resultatlisten HER.
Se hele programmet for Herning HER.