Utzon imponerede Lars og vandt Unghestechampionatet
VIDEO: Dansk Hesteforsikrings Unghestechampionat er afgjort efter Lars Bak Andersen i dag testede de ti bedste efter egen rytter. I sidste ende var stildommerne og testrytter helt enige, og det blev den velspringende Utzon Ais der løb med sejren og blandt andet et 10-tal i kapacitet.
Iben Just Madsen og Utzon til præmieoverrækkelse. Foto: Ridehesten.com
Det har været særdeles spændende at følge de unge springheste i Dansk Hesteforsikrings Unghestechampionat i springning, og særligt i dag, hvor testrytter Lars Bak Andersen skulle teste de ti bedste (målt ud fra de to dage med egen rytter). I dag så vi virkelig gode heste, og Lars testede dem på god vis og afprøvede deres kompetencer, for at kunne afgive en karakter for henholdsvis ridelighed og kapacitet.
Lars gav en meget glad Iben en krammer efter dagens flotte bedømmelse. Foto: Ridehesten.com
Over de to dage med egen rytter, er det Utzon Ais e. Syvhøjegårds Unforgetable S DWB/Chandler (opdr. Anni & Iben Just Madsen), der har imponeret de to stildommere Bo K. Møller og Bo Kristoffersen mest, og her har Iben Just Madsen, der selv red Utzon, fået stor ros. Den ros fortsatte i dag, da testrytter Lars Bak Andersen sad i sadlen på ham.
– Det er en kapacitetsbombe jeg sidder på, en virkelig dejlig hest. Han er en fornøjelse at galoppere på, og jeg tror, at det er en hest vi kan se i toppen til UVM på Zangersheide. Han har en stor kapacitet, er supernem at ride og der er god kontakt, forklarede Lars blandt andet inden han tildelte Utzon 9.5 for ridelighed og hele 10 for kapacitet.
Lars i sadlen på Utzon Ais. Foto: Ridehesten.com
Iben har været virkelig glad for de præstationer Utzon har leveret gennem stævnet i Herning, og hun fortæller, at hun er virkelig stolt af ham. I videointerviewet nedenfor kan I høre Iben sætte flere ord på resultatet. Utzon endte med samlet 918.75 point.
Stærk top-5
Næstbedst i det samlede resultat, blev Jacob Theodor Schmidt med den veluddannede Bøgegårdens Zamir e. J Bøgegårdens Zidane/Carano (opdr. Stina og Jørgen Schmidt). Jacob har fremvist Zamir rigtig flot, og i dag var der også stor ros fra Lars, som blandt andet fortalte:
– Det er en hest med meget kapacitet, som giver et virkelig godt spring, og som også er meget ridelig.
Lars tildelte i dag Bøgegårdens Zamir 9 for ridelighed, og ligesom årets vinder opnåede han også 10 for kapacitet, hvilket der faktisk blev givet til tre heste i år, og som Lars understregede vidner det om et rigtig højt niveau. Zamir fik 903.75 point samlet.
Bøgegårdens Zamir med Lars Bak Andersen i sadlen. Foto: Ridehesten.com
På tredjepladsen i den samlede stilling blev det Megan Enggård e. Clarimo/Come Back II (opdr. Hanne og Jens Aage Hansen), som under egen rytter Pernille Moos Tribler har vist virkelig flotte takter. I dag belønnede Lars hoppen med 8.5 i ridelighed og 9 i kapacitet, og han sagde blandt andet:
– Den er nem at ride på, selvom den er lidt snæver foran, men det kommer med tiden. Den har stor kapacitet og en stor fremtid foran sig.
Megan Enggård med Lars Bak Andersen i sadlen. Foto: Ridehesten.com
På fjerdepladsen blev det den tredje af de heste, som Lars i dag tildelte et 10-tal for kapacitet. Her var det El-Ainoa K8 e. Eldorado van de Zeshoek/Cosmeo (opdr. Helle Heede). Hesten som har været flot fremvist af Mathilde Lind Skjøtt, var der ingen tvivl om, at Lars nød at ride, og foruden 10-tallet tildelte han den 8.5 for kapacitet. Han udtalte blandt andet:
– Det her er en hest i topkvalitet, og måske den bedste jeg har siddet på i dag. Men det er også en hest, der skal bruge lidt mere tid.
El-Ainoa K8 med Lars Bak Andersen i sadlen. Foto: Ridehesten.com
Femtebedst samlet blev Jack Sparrow, som under egen rytter, er blevet fremvist af Emil Grønbjerg. I dag tildelte Lars Jack Sparrow 9.5 i ridelighed og 9 i kapacitet, og det betød, at han endte med samlet 868.75 point. Om ham sagde Lars blandt andet:
– Her er der gjort et fantastisk avlsarbejde, og det er en fantastisk hest for fremtiden, som er meget ridelig.
Jack Sparrow med Lars Bak Andersen i sadlen. Foto: Ridehesten.com
Hestens Værns Championatspris
Den hest, som i år modtog prisen Hestens Værns Championatspris, var den samlede sjetteplads, Kastanjelund’s Rainbow e. Rockland/Corlando (opdr. Ole Krogh Jensen). Han er gennem stævnet blevet flot fremvist af Astrid Lund Wisholm, og i dag havde testrytter Lars Bak Andersen flotte ord at sige om det arbejde, som netop Astrid har lagt i hesten:
– Det er en hest, som Astrid har uddannet stille og roligt, og på den helt rigtige måde. Det er en hest med store muligheder, understregede han og tildelte den 8 i ridelighed og 9 i kapacitet.
Prisen går til den hest, som testrytteren vurderer viser mest fysisk og mentalt overskud, og samtidig er korrekt uddannet i forhold til træningsskalaen.
Astrid Lund Wisholm med Kastanjelund's Rainbow. Foto: Ridehesten.com
Se den samlede stilling her i championatet.