Verdens mest fantastiske hjælperteam gjorde det igen!
Man kan ikke undgå at blive imponeret, når man ser det rød/hvide team i aktion under Dansk Varmblods Hingstekåring – tak for jeres helt uvurderlige indsats!

Uden hjælperteamet ingen Hingstekåring! Den 45. udgave af Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning blev en bragende succes. Afviklingen gled afsted som en velsmurt maskine. Det fantastiske hjælperteam løser deres opgaver med smil, overskud og hjælpsomhed, men der er ingen tvivl om, at der bliver knoklet bag kulisserne for at få alle ender til at nå sammen i det gigantiske event.
De 350 frivillige på job i Herning er med til at skabe en stemning, som er smittende. De gør deres aller bedste for at heste, ryttere, sponsorer, gæster, officials med mange flere, forlod endnu en hingstekåring med det bedste indtryk.
Der er mange opgaver, store som små, der skal løses undervejs. Ingen opgave er ubetydelig, uanset, hvor lille den måtte synes. Alle de små tandhjul arbejder sammen, for at skabe en helhed. Mange hjælpere kunne i år fejrer jubilæum – bl.a. har Anny Roed været på job i Herning hvert eneste år siden starten i 1980. Det vidner også om en stor trofasthed overfor arrangementet, og fortæller også en positiv historie om et godt, socialt samvær og stolthed over eventet. De mange jubilæer blev fejret lørdag aften i hjælperteamets helt eget fri-område ”Rottehullet”. Her tanker de energi, hygger sig sammen og slapper af indtil den næste vagt. Der er et særdeles godt sammenhold i hjælperteamet, og der er ikke noget at sige til, at der er ventelister for at komme på job i Herning.
Dansk Varmblods direktør Claus Hansen udtaler: ”Jeg er dybt imponeret over den enorme indsats de frivillige yder sammen med de ansatte på sekretariatet. Anført af nøglepersoner i hjælperteamet, fik vores dygtige og utrættelige frivillige endnu engang skabt et helt enestående event. De frivilliges indsats før, under og efter afviklingen af ”Herning” gør det muligt for os at skabe et event i absolut særklasse. Det var mit første ”Herning” i mit job som direktør. Den store viden, og det engagement, som jeg oplever hos vores nøglepersoner i hjælperteamet og de mange frivillige gjorde mig helt tryg ved opgaven. Som formand Jan Pedersen udtalte i pressemeddelelsen efter eventet: ” Det har været et fejlfrit, velgennemført arrangement skabt af de ansatte på forbundets sekretariat i samarbejde med vores dygtige frivillige, i en god ånd og stemning.” Jeg ser frem til Dansk Varmblods hingstekåring i Herning fra den 4. – 8. marts 2026, vil I være så venlige at sætte datoen i jeres kalder!”