Wendy de Fontaine hædres med prinsessens pris

Dansk Varmblods-hoppen Wendy de Fontaine, som har stor succes sammen med Isabell Werth (GER) blev lørdag aften hædret med H.K.H. Prinsesse Benediktes Vandrepræmie

Prismodtager Wendy de Fontaine med sin rytter Isabell Werth samt hoppens ejer Bolette Wandt og Jan Pedersen. H.K.H. Prinsesse Benedikte havde desværre fået forfald, og kunne derfor ikke overrække prisen personligt. Foto: Ridehesten.com

Efter at have brilleret og underholdt publikum i ECCO Five Star Dressage fredag og lørdag blev Wendy de Fontaine trukket ind i rampelyset under lørdag aftens gallashow for at blive hyldet af et tusindtalligt publikum.

Anledningen var, at Hendes kongelige Højhed Prinsesse Benediktes Vandrepræmie hvert år tildeles en hest, som er registreret i Dansk Varmblod, og som har gjort sig særligt bemærket. Og det har Wendy de Fontaine i høj grad. 

Jan Pedersen præsenterede Wendy de Fontaine, som blev trukket ind i Jyske Bank Boxen af verdens mest succesfulde dressurrytter til alle tider: Isabell Werth.

Oprindeligt hed hoppen Queenpark´s Wendy. Avleren syntes, at føllet skulle have et internationalt klingende stutterinavn. Derfor Queenpark, der såmænd er en direkte oversættelse af Dronninglund, for det er nemlig her, stjernen er avlet og kommet til verden hos nu desværre afdøde Kurt Gosmer.

I dag hedder hoppen Wendy de Fontaine og er ejet af danske Bolette Wandt og Madeleine Winter-Schulze.

- Resultaterne er fantastiske, sagde Dansk Varmblods formand i sin præsentation af prismodtageren. 

I 2017 opnåede Wendy opdrættermedalje i guld ved Eliteskuet.

I 2019 vandt hun med Andreas Helgstrand Unghestechampionatet her i Herning, og samme år blev det til bronze ved UVM.

I 2024 opnåede Wendy de Fontaine ved OL i Paris guld for hold og en individuel sølvmedalje under Isabell Werth. Det var også baggrunden for at tildele hoppen Dansk Varmblods fortjenstmedalje i guld.

I øvrigt har Wendy de Fontaine også via moderne reproduktionsteknikker været aktiv i avlen, og hun er mor til den kårede hingst Sénégal de Fontaine efter Springbank II. Her går avl og sport virkelig hånd i hånd. Det kan vi godt lide som avlsforbund.

Hjerteligt tillykke til Wendy de Fontaine og Bolette Wandt! 


HENDES KONGELIGE HØJHED PRINSESSE BENEDIKTES VANDREPRÆMIE

Vandrepræmien blev indstiftet i 2005 og tildeles hvert år en hest, som er registreret eller kåret i Dansk Varmblod, og som ved sin egen præstation eller som far eller mor til konkurrenceheste har gjort sig særligt bemærket.

2005 MIDT-WEST IBI-LIGHT DVE 360
 2006 BLUE HORS DON SCHUFRO DVE 690
 2007 MOSEGÅRDENS DILIGHT DVH 642
 2008 BLUE HORS FUTURE CUP DVH 753
 2009 DIGBY DVH 744
 2010 BLUE HORS ROMANOV DVE 818
 2011 MICHELLINO DVE 542
 2012 JONSTRUPGÅRDENS RANEUR 9905205
 2013 EXQUIS CLEARWATER 208333199806618
 2014 MILLIBAR 208333200105955
 2015 FITOU L 208333199902160
 2016 RAPITALÀ 208333DW0504364 ESRDH
 2017 SEZUAN DVE 1110
 2018 FIONTINI 208333DW1003877 SRDH
 2019 HORSEBO SMARTIES 0103269
 2020 ALBERT-K 208333200906198
 2022 HEILINES DANCIERA 208333DW1100195 SRD
 2023 JOLENE HILL 208333DW0803417 RDH
 2024 BLUE HORS ZACK DVE 943 
 2025 ATTERUPGAARDS CASSIDY


Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram