Wendy de Fontaine og Isabell Werth kommer til Herning

DV-hoppen, Wendy de Fontaine og den tyske verdensstjerne Isabell Werth kommer til start i ECCO Five Star Dressage


Publikum i Herning kan se frem til at nyde Isabell Werth og Wendy de Fontaine inde i Jyske Bak Boxen. Foto: Ridehesten.com

Vi har ikke tidligere haft så stærkt et felt af internationale profiler i ECCO Five Star Dressage. Og nu har endnu en topekvipage meldt deres ankomst til Herning: Isabell Werth og DV-hoppen Wendy de Fontaine.

Wendy de Fontaine er ejet af Chateau de Fontaine ved Bolette Wandt. Hun har et godt samarbejde med Isabell Werth om den danske hoppe, og det er en stor glæde, at vi får parret at se i Herning i år.

Wendy de Fontaine startede sin rejse mod stjernerne med en guldmedalje ved Dansk Varmblods Eliteskue, da hun blev fremstillet som 3-års. Hun entrede Boxen i Herning som vinder af Unghestechampionatet sammen med Andreas Helgstand, da hun var 5 år. Samme år vandt parret UVM-bronze til Dansk Varmblod, og hun debuterede i 2022 i international Grand Prix under Andreas Helgstrand. I 2024 flyttede Wendy de Fontaine ind i stalden hos Isabell Werth, og sammen har de to fejret store triumfer. Wendy de Fontaine er 12 år. Hun er efter den tredobbelte UVM-guldvinder DV-hingsten Sezuan med Blue Hors Soprano til morfar. Hun er opdrættet af Kurt Gosmer i Brønderslev. Hun er mor til flere afkom bl.a. den kårede hingst Sénégal de Fontaine e. Springbank II VH. Og til Dansk Varmblods Hingstekåring bliver der fremstillet en søn af Wendy de Fontaine, Dafoe de Fontaine e. Dynamic Dream.

Blandt mange triumfer på dressurbanerne er Wendy og Isabells individuelle sølvmedalje ved OL i Paris, og de var en væsentlig årsag til tysk holdguld samme sted. Ved EM sidste sommer vandt parret igen guld med det tyske hold, og så blev det til en individuel sølv- og bronzemedalje til parret. I december 2025 i Frankfurt satte de to ny personlig rekord i Grand Prix med 81,456%, og de startede året med et brag, da de vandt FEI World Cup i Basel i januar.

Publikum kan se frem til at se parret fredag i Nordentoft CDI5* Grand Prix og lørdag i ECCO CDI5* Grand Prix kür – begge dage inde i Jyske Bank Boxen.

En af verdens stærkeste ekvipager - verdensranglistens nr. 2 Isabell Werth og DV-hoppen Wendy de Fontaine. Foto: Ridehesten.com

Til start med Viva Gold OLD

Isabell Werth tager også den populære 10-årige avlshingst Viva Gold OLD e. Vivaldi/ For Romance I med til Herning. De to kommer til start i de 3-stjernede konkurrencer; Helgstrand Dressage Grand Prix lørdag og Helgstrand Dressage Grand Prix Special – begge dage inde i Boxen. Viva Gold Old er barnebarn af Werths tidligere tophest, Weihegold OLD e. Blue Hors Don Schufro. Herhjemme er han mest berømt via sin søn Blue Hors Viva Vegas, der to år i træk har været den mest benyttede dressurhingst i Dansk Varmblod.

Læs også: Dressurfelt i absolut særklasse 

Dansk Varmblod - Online billetsalg

Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram